1 Korinther 14
14
Dit 14. Kapitel.
1Strewe na di Lewde! Tragte eter di geistelk Gawen, mar foar-t mist, dat I wis voarüt si kjen.
2For hokken en främed Moal sprakt, di sprakt ek foar di Mensken, mar foar Gott, for Nemmen forstånt dit, mar me di Geist sprakt hi forborgene Dinge.
3Hokken wis voarüt said, hi sprakt foar di Mensken tö jar Aprogting, tö Formåning, en tö Trösting.
4Hokken me en främed Moal sprakt, di rogt sik sallew âp; hokken wis voarüt said, di rogt dit Geminte ap.
5Ik wild, dat I al me främed Moalen sprek küd, mar vulmoar, dat I wis voarüt said. For di diär wis voarüt said, di es moar, üs di, diär ön en främed Moal sprakt, hat mai da wis, dat hi dit uk ütlīdt, omdat dit Geminte diärdör aprogt ud.
6Mar nü, lew Brödhem! wan ik tö ju kam, en sprok en främed Moal, wat wiär dit tö Net foar ju, wen ik ek me ju sprok dör Ipenbåring, of dör Känels, of dör Wissien of dör di Lir?
7Forhalt sik dit da uk alliksa ön di Dingen, diär en Lüt iw, hat mai en Floit, of en Harp wis; wan ja ek forskellig Klank van sik iw, hur kjen em wēt, wat floitet of spöllet ud.
8En wan di Basun en ündüdelk Ton jewt, hokken wel sik da apröst tö Krig?
9Alliksa uk I, wan I me Tungen sprek, wan I ek en düdelk Rede hoald; hur kjen em wēt, wat spreken es? Jå hat wild wis, üs wan I ön di Winj sprek.
10Diär sen sa vul Slag Stemmen ön di Warld, en nin diärvan es ündüdelk.
11Wan ik nü ek di Bedüding van di Stem wet; wild ik da ek üs en Främed foar di wis, diär sprakt; en di diär sprakt mut mi främed wis.
12Alliksa uk I, wil I tragte eter di geistelk Gawen, strewe diäreter, dat I dit Geminte âprogt, omdat I Alles rikkelk hå.
13Diärom, hokken me en främed Moal sprakt, di bödige sa dat hi dit uk ütlidt.
14Mar wan ik me di Tung ön en främed Moal bödige, da bödigt wel min Geist, mar min Forstand tinet da Nemmen tö Net.
15Hurdelling skel dit da wis? Nämelk sa: I#14.15 Lies: Ik. wel bödige me di Geist, en wel uk bödige me min Forstand; ik wel Psalmen sjung me min Geist, en wel uk Psalmen sjung me min Forstand.
16Mar wan du segenst ön di Geist; hur kjen di, diär nönt lirt hed, Amen si üp din Danksien, wil hi ek forstånt, wat du saidst?
17Dü saidst wel Dank, üs-t höm skekket, mar di Üder ud diärvan ek aprogt.
18Ik danke min Gott, dat ik moar me främed Moalen sprak, üs I al.
19Mar ik wel ön dit Geminte lewwer füf Urder sprek me min Forstand, omdat ik uk Üdern önderwise mai, üs üders tin düsend Urder me en främed Moal.
20Lew Brödhem! ud ek Biärner ön di Forstand, mar ön di Bōsheid wis Biärner, en ud mündig ön Insigt.
21Ön di Wet stånt er skrewwen: Ik wel me Üder Tungen en me Üder Leppen sprek tö döt Volk; en ja skel mi uk sa ek hir, sprakt di Herr.
22Diärom sen di Moalen ön di främed Sprak tö en Teken, ek foar di Glowigen, mar foar di Ünglowigen; mar dit Wisvoarütsien es ek foar di Ünglowigen, mar foar danen, welk liw.
23Wan nü dit hile Geminte töhop komt ön en Steid, en ja al me främed Moalen sprok, en diär kam sokken diär di Språk ek kan, of sokken, diär ek liw, wild ja ek si, I wiär wansennig?
24Mar wan ja al voarüt wissi küd, en diär kam en Ünglowiger, of en Üngeliärter (Laie) in; di wåd ja van jam al aurtjügt, en van jam al beordilet.
25En sa wåd dit Forborgene ön sin Hart ipenbar, en hi wild üp sin Ansegt fål, Gott önbödige, en bekän, dat Gott wårhaftig ön ju wiär.
26Hurdelling es dit nü da? lew Brödhem! Wan I töhop kom, da hed di jen en Lowpsalm, di Üder en Lir, di Üder en främed Moal, di Üder en Ipenbåring, di Üder en Ütlegging. Let di al ske tö Aprogting.
27Wan er hokken ön en främed Moal sprakt, of tau, of üp dit mist tri, di jen eter di Üder nä di Bört, da li Jen dit üt.
28Mar es diär nin Ütlegger, da swügge ark ön dit Geminte; dag dat hi tö sik sallew en tö Gott sprakt.
29Van di Wissiers let tau of tri sprek, en di Üdern kjen diäraur ordile.
30Mar wan en Üdern, welk diär set, en Ipenbåring faid, da swügge hi jest.
31Ik kjen wel al wissi, di jen eter di Üder, omdat ja al lir, en al formånet ud.
32En de Profeten jar Geister sen di Profeten önderdånig.
33For Gott es ek en Gott om Forwirring öntörogten, mar om Fred tö stiftin; alliküs ön alle Geminten, hur Helligen sen.
34Let ju Wüffen swügge ön dit Geminte. For hat skel jam ek töletten wis tö spreken, mar ja skel önderdån wis, alliküs di Wet said.
35Mar wel ja wat lir, da let jam ēthüs jår Måner fråge. Hat stånt di Wüffen ek gud ön, ön dit Geminte tö spreken.
36Of es Gotts-Urd van ju ütgingen? Of est alining tö ju kjemmen?
37Wan er hokken tinkt, hi wiär en Profet, of geistelk, di betänk, wat ik ju skriw, for hat sen di Herr sin Geboten.
38Wan er hokken es, diär dit ek insjogt, di let uk sa wis.
39Diärom, lew Brödhem! tragte eter di profetisk Gåwen, en wärne-t ek, me en främed Moal tö spreken.
40Let Alles iärelk en ordentlik tögung.
Currently Selected:
1 Korinther 14: NFNT
Highlight
Copy
Compare
Share
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
