ខគម្ពីរពេញនិយមពី Romerbrevet 4

ចែក​រំលែក

Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.” Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes.

Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud.

Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror.

„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet, hvis synderegister er slettet ud. Lykkelige er de mennesker, som Herren ikke tilregner skyld.”

Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”