Forhandlings 5
5
Dit 5. Kapitel
1Mar en Man, bi Nōm Ananias, samt sin Wüf Saffira, forkopet sin Gud.
2En behöld wat van dit Jild, me sin Wüfs Weten, en brågt en Dil, en leid-t tö di Aposteler jår Fet.
3Mar Petrus said: Ananias! hurom hēd di Satan din Hart vol felt, dat dü /di/ hellig Geist wat voarljugst, en behalst wat van dit Jild foar di Eker?
4Dü hedst en jå dag wel behoald küd, diär dü en hedst, en üs hi forkopet wiär, wiär-t uk ön din Gewalt. Hurom hēst dü di da Sok ön din Hart voarnommen? Dü hēst ek Mensken, mar Gott wat voarlein.
5Mar üs Ananias dös Ūrder hjert, fǟl hi djäl, en jaw di Geist âp. En diär kam en gurt Fürgt aur al danen, welk döt hjert.
6En di Karming (Junglid) stönd ap, en brågt höm bi Sid, en drog höm üt, en begrow höm.
7En hat gebört eter en litj Skür, bi tri Stünd, kam sin Wüf uk īn, en wust ek, wat er sken wiär.
8Mar Petrus swåret hör: Si mi, hå at di Eker sa jür forkopet? Jü said: Jå, sa jür.
9Mar Petrus said tö hör: Hurom sen at da jens uden di Herrs Geist tö forsjukken? Se, di Fet van danen, welk din Man begrewen hå, sen voar Dür, en wel di ütdrai.
10En metjens fǟl jü tö sin Fet, en jaw di Geist ap. Diär kam di Junglid, en foand hör doad, drog hör üt, en begrow hör bi hör Man.
11En diär kâm en gurt Fürgt aur dit hil Geminte, en aur Alle (jam altermål), welk dit hjert.
12En diär ske vul Teken en Wunder mung dit Volk dör di Apostels jar Hunden, en ja wiär al ön Salomons Böggang, en wiär jens Sens.
13En van di Üdern dört sik nemmen tö jam hoald, mar dit Volk höld /dag/ gurt /vul/ van jam.
14Di Tal van danen, welk ön di Herr liwt, wåd stidigs gurter, sawel van Maner, üs van Wüffen.
15Sa dat ja di Krånken ütdrog üp di Gåten, en leid danen üp Bäder en Bör, om dat, wan Petrus kam, sin Skår üp hokken van jam fål måt.
16Diär kam uk Vulen van di omliggende Städer tö Jerusalem, en brågt di Krånken, en danen, welk van fül Geister pinigt wåd, en ja wåd Al sünd.
17Mar diär stönd di Hōgpröst ap, en al danen, welk me höm wiär, hat wiär di Sekt van di Sadducäers, en wåd vol Iwer.
18En leid di Hunden ön di Aposteler, en sät jam önt Tügthüs.
19Mar di Herr sin Engel måket ön Nagtem di Dür van-t Tügthüs ipen, en geleitet jam üt, en sprok:
20Gung hen, en trēd âp, en sprek ön di Tempel tö dit Volk alle Urder van döt Lewent.
21Üs ja dit hjert hed, ging ja en Miärnem eder īn ön di Tempel, en lirt. Mar di Hōgpröst kam, en danen, welk me höm wiär, en röp di Rad töhop, en alle Olderlid van Israels Biärner; en stjürt hen na dit Tügthüs, om jam tö hålin.
22Mar di Diners kam diärhen, en foand jam ek önt Tügthüs, ja kirt weder töbek, brågt Tiding, en sprok:
23Dit Tügthüs foand wü töslöten me al Omtågt, en di Wagters bütten stunen voar di Düren, /mar/ diär wü ipen måket, foand wü Nemmen diärön.
24Diär nü di Hōgpröst en di Hauptman van di Tempel en di Opperpröster di Urder hjert, wåd ja forlegen, wat diär van dag ud wild.
25Diär kam er Jen tö jam me di Bödskep: Betänk, di Maner, diär I ön-t Gefängnis sǟt hå, sen ön di Tempel, stun diär, en lir dit Volk.
26Diär ging di Hauptman me di Diners /hen/, en hålet jam, ek me Gewalt, for ja fürgt sik voar dit Volk, om dat ja ek stinigt wåd.
27En üs ja jam bragt, stelt ja jam voar di Rad. En di Opperpröst fråget jam, en said:
28Hå wü ju ek iärnstlik forböden, dat I ek ön dös Nōm lir skuld? En betänk, I hå Jerusalem vol måket me ju Lir, en I wel dit Blöd van dös Mensk aur üs bring.
29Mar Petrus en di Aposteler swåret, en sprok: Em mut Gott moar harke, üs di Mensken.
30Üs Väders Gott hēd Jesus âpwǟkt, welk I ombragt hå en ön dit Holt hinget.
31Dös hēd Gott dör sin rogt Hund âphoget tö en Först en Seligmåker, om Israel Bekiring en Foriwing van Send tö iwen.
32En wü sen sin Tjügen tö dös Urder, en di hellig Geist, welk Gott dânen jewt, diär höm harke.
33Diär ja dit hjert, ging-t jam dör-t Hart, en ja tågt jam doad tö slaen.
34Mar diär stönd ön di Råd en Farisäer ap, bi Nōm Gamaliel, en Skreftgeliärter, welagtet voar- t hile Volk, en gebot, dat di Aposteler en litjet bütten ütgung skuld.
35En sprok tö jam: I Karming van Israel, nem ju sallew wår ön dös Mensken, wat I dö skel.
36Voar dös Dagen stönd Theudas ap, en jaw voar, hi wiär wat, en en gurt Kär Karming omtrent vjurhöndert hinget höm ön; hi wåd doad slain, en al danen, welk höm tofälen wiär, sen ombisprat en tö nönt uden.
37Ederst stönd Judas üt Galiläa ap ön di Dagen, dat er tö Skat önsät wåd, en måket vul Volk sens oftöfålen eter höm; en hi es uk omkjemmen, en al danen, diär höm töfäl, sen ombistrit uden.
38En nü si ik ju: Let of van dös Mensken, en let jam får. Es di Red of dit Werk van Mensken, da welt van sallew forgung.
39Mar est van Gott, da kjen I-t ek dämpe, omdat I ek meskin befünden ud, alliküs dat I tögen Gott strid wel.
40Diär fål ja höm tö, en rȫp di Aposteler, pitsket jam, en gebot jam, ja skuld ek sprēk ön Jesus sin Nōm, en let jam gung.
41Mar ja ging blid weg van di Rads Ansegt, dat ja wert wessen wiär, om sin Nōms wel Småg tö liden.
42En ja höld ek âp, ark Dai ön di Tempel en hen en weder ön di Hüsing tö liren, en dit Evangilje van Jesus Christus tö prötjin (forkindigin).
Currently Selected:
Forhandlings 5: NFNT
Highlight
Copy
Compare
Share
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in
Translated by Peter Michael Clemens (1804-1870)
