Markusevangeliet 6:30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43-44, 45, 46, 47, 48, 49, 50, 51, 52, 53, 54, 55, 56

De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om.

„I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted.

Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken.

Da Jesus gik i land, så han en stor menneskemængde. Han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde.

Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”

„I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus. „Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer til alle de mennesker!” spurgte de.

„Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han. Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.

Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs

og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.

Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud

og alle fik nok og blev mætte.

5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.

Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå op i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han sendte folkemængden bort.

Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene

og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham.

Da de så en skikkelse komme gående på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse.

Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange – det er mig!”

Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik.

At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret.

Lige så snart de var kommet ned fra båden, genkendte folk ham.

De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer

og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.