Markusevangeliet 12:1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11
Markusevangeliet 12:2 BPH
Ved høsttid sendte han en af sine folk derhen for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham.
Markusevangeliet 12:4 BPH
Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet.
Markusevangeliet 12:5 BPH
Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt.
Markusevangeliet 12:6 BPH
Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’
Markusevangeliet 12:7 BPH
Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Det er ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’
Markusevangeliet 12:9 BPH
Hvad mon vingårdens ejer nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre.
Markusevangeliet 12:10 BPH
Har I aldrig læst følgende skriftord: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen.