Anden Mosebog 1-34Uddrag

De fremmede

En del af dette afsnit handler om forholdet til fremmede folkeslag. Her står det klart, at israelitterne ikke må give sig i kast med det, de fremmede gør. De må fx ikke bedrive okkultisme (2 Mos 22,17). Men de fremmede selv skal de behandle godt. Det er noget meget særligt for samtiden og meget forskelligt fra de andre folkeslags måde at behandle fremmede på. Man sørgede normalt først og fremmest for sig selv og sin egen familie og slægt, men israelitterne skal handle anderledes, fordi alle er skabt og elsket af Gud – også den faderløse, enken og den fremmede, som alle var uden forsørger. Israelitterne har jo oplevet selv at være uden hjælp men så at møde Guds barmhjertighed i Egypten. Nu skal deres gerninger være et vidnesbyrd om Guds barmhjertighed, som rækker ud over sig selv.

Jesus taler på lignende måde om, at hans disciple er lys i verden, der peger hen på Gud – ikke gennem deres ord, men deres gerninger: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16).

Refleksion: Hvad er vigtigst at bruge for at fortælle om Gud? Ord eller gerninger?

Lev: Hvad vil mennesker se, når de ser på dine gerninger, og hvem vil de prise?