Lidelse

Døden

Vished

Håb

At tro på at Gud er god lige meget hvad

Hellige Følelser - Bibelske Svar på Enhver Udfordring

Sjæls afgiftning

Bekymringer

Bibelen på hverdagsdansk™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.   The Bible in Everyday Danish™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc. All rights reserved worldwide.   „Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.

Bibelen på Hverdagsdansk

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkGEN">
 <div class="chapter ch23" data-usfm="GEN.23.1+GEN.23.2+GEN.23.3+GEN.23.4+GEN.23.5+GEN.23.6+GEN.23.7+GEN.23.8+GEN.23.9+GEN.23.10+GEN.23.11+GEN.23.12+GEN.23.13+GEN.23.14+GEN.23.15+GEN.23.16+GEN.23.17+GEN.23.18+GEN.23.19+GEN.23.20">
 <div class="m">1Sara blev 127 &#229;r gammel. 2Hun d&#248;de i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kana&#700;ans land, og Abraham gr&#230;d og s&#248;rgede over hendes d&#248;d. 3Da han havde rejst sig fra hendes d&#248;dsleje, sagde han til de ledende m&#230;nd blandt hittitterne: 4&#8222;Jeg bor jo her hos jer som fremmed, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan begrave min kone.&#8221; 5-6&#8222;Vi har stor respekt for dig,&#8221; svarede de, &#8222;for du er en rig og m&#230;gtig mand. Begrav du blot din kone i et af vores bedste gravsteder. Ingen af os vil n&#230;gte dig en gravplads.&#8221;</div><div class="p"> 7Da b&#248;jede Abraham sig &#230;rb&#248;digt ned for dem 8og sagde: &#8222;Hvis I kan acceptere, at jeg steder min kone til hvile i jeres land, vil jeg bede jer om at l&#230;gge et godt ord ind for mig hos Efron, Sohars s&#248;n. 9Jeg &#248;nsker at k&#248;be Makpela-klippehulen for enden af hans mark. Jeg vil betale den pris han forlanger, og I skal v&#230;re vidner til vores handel.&#8221;</div><div class="p"> 10Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de &#248;vrige hittitter, svarede Abraham, s&#229; alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne h&#248;re det: 11&#8222;Nej, h&#248;r nu her, min herre, jeg vil da for&#230;re dig klippehulen &#8211; og marken med! De omkringsiddende her skal v&#230;re vidner p&#229;, at jeg giver dig det hele i dag. G&#229; blot hen og begrav din kone.&#8221;</div><div class="p"> 12Igen b&#248;jede Abraham sig for landets ledende m&#230;nd, 13og i alles p&#229;h&#248;r sagde han til Efron: &#8222;Nej, h&#248;r her. Jeg vil betale fuld pris for marken! Tag venligst imod mit tilbud, s&#229; jeg kan g&#229; hen og begrave den d&#248;de.&#8221;</div><div class="p"> 14-15&#8222;Nej, h&#248;r nu p&#229; mig, min herre,&#8221; svarede Efron. &#8222;En mark til en v&#230;rdi af 400 s&#248;lvstykker &#8211; hvad er det mellem venner? G&#229; du bare hen og begrav den d&#248;de.&#8221;</div><div class="p"> 16Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde n&#230;vnt i de andres p&#229;h&#248;r &#8211; 400 s&#248;lvstykker efter standardv&#230;gt. 17S&#229;ledes blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle tr&#230;erne p&#229; marken. 18Handelen blev afsluttet og bevidnet af alle de ledende hittitter.</div><div class="p"> 19S&#229; begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen p&#229; Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kana&#700;ans land. 20Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin sl&#230;gt.</div>
 </div>
 </div>
</div>

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkGEN">
 <div class="chapter ch37" data-usfm="GEN.37.28+GEN.37.29+GEN.37.30+GEN.37.31+GEN.37.32+GEN.37.33+GEN.37.34+GEN.37.35">
 <div class="p">28s&#229; da de midjanitiske#37,28 Midjanitterne boede p&#229; Sinaihalv&#248;en og nedstammede fra Abrahams s&#248;n, Midjan, jf. 1.Mos. 25,2. De havde meget samarbejde med ishmaelitterne, som jo nedstammede fra Abrahams anden s&#248;n, Ishmael. Begge grupper havde n&#230;re forbindelser til Egypten. Enten bestod denne karavane af to grupper af mennesker, m&#229;ske med midjanitterne som k&#248;bm&#230;nd og ishmaelitterne som karavanef&#248;rere, eller ogs&#229; er der tale om en gruppe ishmaelitter, der havde bosat sig i Midjan. handelsm&#230;nd kom forbi, trak br&#248;drene Josef op af br&#248;nden og solgte ham for 20 s&#248;lvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.</div><div class="p"> 29Ruben havde ikke v&#230;ret til stede, dengang br&#248;drene solgte Josef, s&#229; da han kom hen til br&#248;nden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben s&#229; fortvivlet, at han rev sit t&#248;j i stykker. Han l&#248;b tilbage til br&#248;drene 30og r&#229;bte: &#8222;Drengen er v&#230;k! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?&#8221;</div><div class="p"> 31S&#229; slagtede br&#248;drene en ged, kom noget af gedens blod p&#229; Josefs kjortel 32og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. &#8222;Vi fandt den p&#229; marken,&#8221; forklarede de. &#8222;Er det ikke Josefs kjortel?&#8221;</div><div class="p"> 33Jakob genkendte den &#248;jeblikkelig og hulkede: &#8222;Jo, det er min s&#248;ns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet fl&#229;et ihjel og &#230;dt af et vildt dyr!&#8221; 34Straks rev Jakob af sorg sit t&#248;j i stykker og kl&#230;dte sig i s&#230;kkel&#230;rred, og s&#229;ledes s&#248;rgede han over sin s&#248;n i mange dage. 35Alle hans s&#248;nner og d&#248;tre gjorde, hvad de kunne for at tr&#248;ste ham, men det var ingen nytte til. &#8222;Lad mig d&#248; af sorg og komme ned i d&#248;dsriget til min s&#248;n!&#8221; udbr&#248;d han og brast i gr&#229;d.</div><div class="p"> </div>
 </div>
 </div>
</div>

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkGEN">
 <div class="chapter ch42" data-usfm="GEN.42.35+GEN.42.36+GEN.42.37+GEN.42.38">
 <div class="p">35Br&#248;drene t&#248;mte nu deres s&#230;kke. Men da de s&#229;, at oven i hver s&#230;k l&#229; posen med pengene, de havde betalt for kornet, blev b&#229;de de og deres far grebet af r&#230;dsel.</div><div class="p"> 36&#8222;I har ber&#248;vet mig mine b&#248;rn!&#8221; klagede Jakob. &#8222;Josef er d&#248;d! Simeon er v&#230;k! Og nu vil I ogs&#229; tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!&#8221;</div><div class="p"> 37Men Ruben svarede: &#8222;Du m&#229; dr&#230;be begge mine s&#248;nner, hvis Benjamin ikke kommer hjem igen. Jeg p&#229;tager mig det fulde ansvar for ham.&#8221;</div><div class="p"> 38&#8222;Nej,&#8221; indvendte Jakob, &#8222;min yngste s&#248;n f&#229;r ikke lov til at rejse med jer. Hans bror Josef er allerede d&#248;d, og Benjamin er den eneste, der er tilbage efter sin mor. Sker der noget med ham, d&#248;r jeg af sorg.&#8221;</div>
 </div>
 </div>
</div>

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkRUT">
 <div class="chapter ch1" data-usfm="RUT.1.1+RUT.1.2+RUT.1.3+RUT.1.4+RUT.1.5+RUT.1.6+RUT.1.7+RUT.1.8+RUT.1.9+RUT.1.10+RUT.1.11+RUT.1.12+RUT.1.13+RUT.1.14+RUT.1.15+RUT.1.16+RUT.1.17+RUT.1.18+RUT.1.19+RUT.1.20+RUT.1.21">
 <div class="m">1-2Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersn&#248;d. En mand ved navn Elimelek af Efrat-sl&#230;gten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No&#700;omi, og deres to s&#248;nner, Malon og Kiljon. 3Mens de boede i Moab, d&#248;de Elimelek, s&#229; No&#700;omi sad alene tilbage med sine to s&#248;nner. 4-5De to unge m&#230;nd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti &#229;r, d&#248;de b&#229;de Malon og Kiljon, og No&#700;omi var nu helt alene &#8211; uden mand og b&#248;rn.</div><div class="p"> 6-7P&#229; den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, s&#229; der igen var mad at f&#229; i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerd&#248;tre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.</div><div class="p"> 8Da de havde g&#229;et et stykke tid, sagde No&#700;omi til sine svigerd&#248;tre: &#8222;Det er bedst, I g&#229;r hjem til jeres for&#230;ldre. M&#229; Herren vise jer sin godhed p&#229; grund af den godhed, I har vist mod mine to s&#248;nner og mig, 9og m&#229; han hj&#230;lpe jer begge til at blive gift igen og f&#229; et godt og trygt hjem.&#8221; S&#229; kyssede hun dem farvel, og de brast i h&#248;jlydt gr&#229;d.</div><div class="p"> 10&#8222;Men vi vil gerne f&#248;lge med dig hjem til dit folk!&#8221; sagde de to unge kvinder.</div><div class="p"> 11&#8222;Nej, I m&#229; hellere vende tilbage til jeres eget folk,&#8221; svarede No&#700;omi. &#8222;Jeg har jo ikke andre s&#248;nner, I kan blive gift med. 12Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen &#8211; og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og f&#248;dte s&#248;nner med det samme, 13ville I s&#229; vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens h&#229;nd, som har ramt mig med denne tragedie!&#8221;</div><div class="p"> 14S&#229; gr&#230;d de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at g&#229; tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No&#700;omi.</div><div class="p"> 15&#8222;Se, din svigerinde er allerede p&#229; vej tilbage til sit folk og sin gud,&#8221; sagde No&#700;omi. &#8222;Du m&#229; hellere f&#248;lge med.&#8221;</div><div class="p"> 16Men Ruth svarede: &#8222;Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du g&#229;r hen, vil jeg g&#229; med. Dit hjem skal v&#230;re mit hjem, dit folk skal v&#230;re mit folk, og din Gud skal v&#230;re min Gud. 17Og n&#229;r jeg engang d&#248;r, vil jeg begraves ved din side. M&#229; Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end d&#248;den at skille os!&#8221;</div><div class="p"> 18Da No&#700;omi s&#229;, at Ruth var fast besluttet p&#229; at g&#229; med, holdt hun op med at fors&#248;ge at overtale hende. 19De to fortsatte s&#229; rejsen og ankom til Betlehem.</div><div class="p">Der blev r&#248;re i hele byen ved deres ankomst.</div><div class="p">&#8222;Jamen, er det ikke No&#700;omi?&#8221; udbr&#248;d byens kvinder.</div><div class="p"> 20Men No&#700;omi sagde: &#8222;Kald mig ikke l&#230;ngere No&#700;omi#1,20 &#8222;No&#700;omi&#8221; betyder &#8222;dejlig, elskelig, s&#248;d&#8221;. &#8211; kald mig hellere Mara!#1,20 &#8222;Mara&#8221; betyder &#8222;bitter&#8221;. Den alm&#230;gtige Gud har gjort mit liv bittert. 21Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke No&#700;omi, for Herren den Alm&#230;gtige har d&#248;mt mig og ladet denne tragedie ramme mig!&#8221;</div><div class="p"> </div>
 </div>
 </div>
</div>

SorgUddrag

Skriften

Om denne plan

Relaterede Læseplaner