Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Der er intet du kan gøre for at vinde Guds gunst. Du er nødt til at acceptere dette og huske det. Du vil aldrig være retfærdig nok, længe nok til at opfylde Guds hellige standard. Dine tanker vil aldrig være rene nok. Dine ønsker vil aldrig være hellige nok. Dine ord vil aldrig være rene nok. Dine valg og handlinger vil aldrig ære Gud nok. Barren er sat så højt, at du og jeg aldrig kan nå den. Der er ingen undtagelser. Vi lever alle under lovens tyngde og de samme manglende evner p.g.a synd. Vi er alle bedre oprørere end underdanige. Vi er alle mere naturligt stolte end ydmyge. Vi er alle mere tilbøjelige til afgudsdyrkelse end til tilbedelse af Gud. Vi er bedre til at føre krig mod vores naboer end at elske dem. Vi finder alle misundelse mere naturlig end tilfredshed. Vi er alle tyve på den ene eller anden måde. Vi begærer alle det, de andre har. Vi bøjer mere naturligt sandheden end vi beskytter den. Vi fordømmer med vores ord snarere end at vise nåde. Hver dag beviser vi, at vi aldrig selv vil nå Guds standard..

Dette er dit “Det siger det hele” udsagn: “Der er ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov” (Romerbrevet 3:20). Hvorfor er dette sandt? Det er sandt, fordi “alle har svigtet og lever ikke op til Guds ideal” (Romerbrevet 3:23). Ordsproget er altomfattende. Det giver ingen plads til undtagelser. Det er den ødelæggende ydmygende sandhed, som alle mennesker har brug for at acceptere i deres hjerter og i forståelsen af deres identitet. Men denne sandhed der er så svær at acceptere, er ikke vejen til depressivt selvhad, men til evig håb og glæde. Det er først, når du accepterer, hvem du er, og hvad du ikke er i stand til at gøre, at du begynder at forstå nødvendigheden af ​​Guds gave. Lad os samle de dårlige og de gode budskaber, som Paulus gør i Romerbrevet 3. Han skriver “Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal,” men det er ikke afslutningen på historien. Han fortsætter med at sige, at vi “bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde. Det er en gave til os. Gaven består i, at Jesus Kristus påtog sig den straf, vi skulle have haft” (vv. 23–25).

En forsoning kræver et soningsoffer. Jesu offer dæmpede Guds vrede og skabte en forsoning mellem Gud og alle, der stolede på ham. Da Gud hader synd, er den eneste måde, vi syndere kunne have et forhold til ham på, at Kristus gav sit liv for at betale straffen for vores synd. Du behøver ikke at adlyde for at få Guds gunst. Kristus har fået Guds gunst på dine vegne. Så din lydighed er aldrig en betaling på grund af frygt, men en taksigelse til den Gud, der mødte dig, hvor du var og gjorde det for dig, du ikke selv kunne have gjort.