Andagt for Fasten fra Bibelen: MosaicUddrag

Lørdag (Steve Thomason) Lørdag må have været en lang og mørk dag. Ikke alene gemte de sig af frygt for deres liv, men endnu værre, de sørgede dybt. Jesus var væk. Hans disciple havde set soldaterne bære ham ud til hans henrettelse dagen før. Nu var det lørdag, deres mester var død og sorgen skar dyb sår, som efterlod dem fuldstændigt hule. Dette var ikke hvad de havde skrevet sig på til. Jesus skulle jo være Messias. Han skulle jo lede dem til sejr over deres undertrykkere. Han skulle jo atter etablere en stærk Israelitisk nation og tillade dem bade i den søde retfærdigheds jubelglæde. Smerte, tab, og sorg var ikke en del af pakken. Måske har du haft det ligesom disciplene på den mørke lørdag. Det ved jeg at jeg har. Over en femten-måneders periode i mit liv oplevede jeg at en ven, to bedstemødre, min svigerfar og den kirke vi havde plantet, døde, og både min svigerinde og en niece var døden nær. Bum! Der var jeg så. Det virkede som om alt omkring mig døde. Dette havde jeg ikke skrevet mig op til. Jeg troede at vejen i Jesu følgeskab var fyldt med sejr og fred. Alt jeg nu følte, var smerte og nederlag. Faktisk havde jeg helt mistet evnen til at føle. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg håndterede det med sikkerhed og værdighed, stille nikkende og smilende, imens jeg citerede fromme banaliteter om Guds suverænitet. Det gjorde jeg ikke. Jeg pejlede imellem følelseskold fornægtelse og irritabel tvivl. Jeg spekulerede på om jeg mon kunne klare mosten. Måske straffede Gud mig for noget. Måske var jeg blevet snydt i alle disse år, og universet var i virkeligheden et koldt og tomt sted. Jeg er nødt til at forestille mig, at disciplene havde ligesådan på den mørke lørdag. Det virkede som om alt håb var ude. Sådan har vi det, fordi vi glemmer en vigtig sandhed. Vejen i Jesu følge er smertens, tabets, og sorgens vej. Jesus led meget i hans liv - også før hans arrestation og henrettelse. Som barn kendte han til hvad det betød at gemme sig i Ægypten, af frygt for sit liv. Han kendte til tabet af hans stedfar, Josef. Han græd over af hans ven, Lazarus' død. Han sørgede over Israels befolknings blindhed. Han græd tårer af blod i Getsemane have. Han skreg sin forfader, Davids, ord imens han hang på korset, "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Men Jesus fortalte os at det ville være sådan. I Johannes' beretning om Jesu sidste undervisning, sagde Jesus at Gud ville beskære vintræets grene (Johannes 15:1-17). Det gør ondt at blive beskåret. At se store dele af dit liv afrevet fra dig, er ikke en behagelig oplevelse. Der er ingen glæde ved følelsen af sakse der skærer igennem dit kød. Alligevel, som den gode havemand ved, uden beskæring er der ikke liv. Det er Jesus vejen - vejen i Guds kærlighed og nåde. Gud renser os med smerte. Disciplene lærte dette og fortsatte med at skrive til kirkerne herom. Jakob sagde at vi skulle glæde os over det, når vi kommer ud for mange vanskeligheder og problemer, fordi det i sidste ende gør os fuldkomne og stærke. Peter fortalte os at lidelser omsmelter vores hjerter som ild omsmelter guld. Så nåede Paulus, idet han beskrev den smertefulde process, med at arbejde igennem forfølgelser og med at nedbryde fordommens mure, klimakset af hele processen, med ét ord - håb. Lørdag var endeligt forbi. Søndag kom desciplene ansigt til ansigt med en dybere virkelighed end tab. De fandt håb. Jesus pløjede lige igennem smerte og sorg, og kom igen levende ud på den anden side. Der vil komme lørdage. Det kan du være sikker på. De vil komme og de vil være smertefulde. De kan vare én dag; de kan vare tyve måneder. Når de kommer, så husk dette - uden lørdag kommer vi aldrig til søndag. Jesu kærlighed er vores håb for idag og for evigt. Vi vil sørge, men vi kan sørge med håb.