Salmernes Bog 17
17
David taler om sin Tillid til Gud, som kendte hans Oprigtighed og Uskyldighed, 1-5; beder, at Gud vilde bevare ham for sine Forfølgere, som vare stolte og undertrykkede de fromme, 6-14, trøster sig ved det evige Livs Haab, 15.
1En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend Øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. 2Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt; lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. 3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig: Du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. 4Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier efter dine Læbers Ord. 5Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Trin rokkedes ikke.
6Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit Øre til mig, hør min Tale! 7Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. 8Bevar mig som Øjestenen, Øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge 9for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. 10De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. 11Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres Øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. 12Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. 13Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, 14fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.
15Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.
Valgt i Øjeblikket:
Salmernes Bog 17: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind