Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres dyr blev ramt af lynene.
Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
Men de trodsede igen den mægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en slap bue.
De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
Bible App
Bible App for Kids
