Salmernes Bog 119:49-96

Salmernes Bog 119:49-96 BPH

Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter, for det er dem, der giver mig håb. Hver gang jeg kommer ud for modstand, giver dine løfter mig nyt mod på livet. Hån og spot hagler ned over mig, men jeg holder fast ved dit ord. Herre, jeg holder mig dine bud for øje, de har stået deres prøve, og de giver mig trøst. Harmen vælder op i mig, når de gudløse gør nar af dine bud. Hvor jeg end opholder mig, hylder jeg dine befalinger med glæde. Herre, selv om natten tænker jeg på dig, også da vil jeg adlyde dine bud. Hver dag vil jeg følge dine bud, for det giver mig glæde i livet. Jeg bygger mit liv på dig, Herre, og jeg har besluttet at følge dine bud. Jeg beder dig af hele mit hjerte: vær nådig imod mig, som du har lovet. Jeg har gjort status over mit liv og har valgt at rette mig efter dit ord. Jeg vil ikke vente eller tøve, men straks gøre det, du siger, jeg skal. Jeg vil aldrig glemme din lov, selv om de gudløse prøver at få mig i fælden. Jeg kan stå op midt om natten for at takke dig for dine gode love. Jeg er ven med alle, der tjener dig og overholder dine forordninger. Jorden er fuld af din trofasthed, Herre, lær mig at forstå dine bud til bunds. Du har holdt dit løfte, Herre. Du har velsignet mig som din tjener. Dine befalinger og bud er gode, lær mig at forstå dem og bruge dem ret. Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje, men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord. Du er god og gør altid det gode. Hjælp mig at adlyde dine befalinger. Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig, men jeg vil helhjertet holde din lov. De er forstokkede og stivnakkede, men at adlyde dit ord giver mig glæde. Det var godt, at du ydmygede mig, så jeg kunne lære at overholde dine bud. Dit ord er mere værd for mig end guld og sølv i dynger. Dine hænder formede min krop. Giv mig nu forstand til at fatte dine bud. De gudfrygtige hilser mig med glæde, for jeg har sat min lid til dit ord. Dine domme er retfærdige, det ved jeg, du ydmygede mig for mit eget bedste. Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen, akkurat som du havde lovet din tjener. Din nåde gav mig nyt livsmod, for jeg elsker trods alt dine bud. De hovmodige spottere bliver gjort til skamme, for de bagtaler mig uden grund. Men jeg vil grunde over dine befalinger. De der kender dine bud og adlyder dig, dem vil jeg gerne have fællesskab med. Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte, så behøver jeg aldrig at skamme mig. Herre, jeg længes efter, at du redder mig. Jeg har sat min lid til dine løfter. Hvornår griber du ind og hjælper mig? Jeg er snart træt af at vente. Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk, men dine bud glemmer jeg aldrig. Hvor mange dage skal der gå? Hvornår vil du straffe mine forfølgere? Hovmodige mennesker, som hader din lov, har gravet en faldgrube for mig. Hele din lov er troværdig og pålidelig, åh, hjælp mig mod de gudløses angreb. Herre, de har næsten gjort det af med mig, men jeg vil ikke svigte dine bud. Hold mig i live på grund af din trofasthed, så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig. Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid, det er fast forankret i Himlen. Din trofasthed rækker fra slægt til slægt, du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes. Dine love står fast til denne dag, for du er universets Herre. Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for, ellers var jeg for længst gået til grunde. Dine love vil jeg aldrig glemme, for det er dem, der holder mig i live. Dig tilhører jeg, for du er min Gud. Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud. De gudløse lurer på at slå mig ihjel, men jeg har altid dine love i tanke. De fleste ting har deres begrænsning, men dine befalinger har uanede dybder.

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik