Salmernes Bog 105:1-20

Salmernes Bog 105:1-20 BPH

Sig tak til Herren og giv ham ære! Forkynd hans undere for alle folkeslag! Syng og spil til hans ære, tænk på alle de mirakler, han har udført. Glæd jer over hans herlighed. Lad alle, der kender ham, fryde sig. Søg hjælp hos Herren og hans styrke, hold jer altid nær til ham. Tænk på de fantastiske ting, han har gjort, de undere, han har udført og hans retfærdige domme. I er jo børn af Guds tjener, Abraham, I er de udvalgte efterkommere af Jakob. Han er Herren, vor Gud, han regerer over hele jorden. Han holder altid sine løfter, er trofast gennem tusind generationer. Han står bag sin pagt med Abraham, det løfte, han højtideligt afgav til Isak. Han bekræftede den overfor Jakob som en vedvarende pagt med Israels folk: „Jeg giver jer Kanaʼans land, det skal være jeres særlige ejendom.” Det sagde han, da de endnu var få, en lille flok fremmede i Kanaʼans land. De vandrede fra land til land, fra det ene rige til det andet. Men han tillod ingen at skade dem, han advarede konger om at holde sig væk. „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter fortræd!” Han sendte hungersnød over Kanaʼans land, gjorde ende på alle deres forsyninger. Han sendte en mand i forvejen til Egypten. Det var Josef, der blev solgt som slave. I fængslet blev hans fødder lagt i lænker, om halsen fik han en ring af jern, indtil hans profeti blev opfyldt, og det viste sig, at Herren talte sandt. Da fik Farao ham løsladt, Egyptens konge satte ham i frihed.

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik