4. Mosebog 33

33
Ruten fra Egypten til Jordanfloden
1Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. 2På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kanaʼan.
3-4Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.
5-7Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Baʼal-Zefon. 8Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. 9Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.
10Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav 11og fortsatte ind i Sins ørken, 12hvor de slog lejr ved Dofka 13og senere ved Alush. 14Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.
15-37Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Jaʼakan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.
38-39Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.
40På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kanaʼan, at israelitterne var på vej, 41-48og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. 49På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.
50-51Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kanaʼans land, 52skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. 53For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. 54Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. 55Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. 56Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”

Valgt i Øjeblikket:

4. Mosebog 33: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik