Markusevangeliet 14:1-42

Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”. Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.” Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende voldsomt ud, men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.” Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter gunstig anledning til at forråde ham. På den første af påskefestens dage – den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet – spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat til os.” De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet. Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig – en af jer, der spiser sammen med mig!” Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?” „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.” Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye pagt. Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.” Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen, gik de ud mod Olivenbjerget. Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’ Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.” „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre. De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!” Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om – hvis det var muligt – at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.” Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.” Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar. Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”