Lukasevangeliet 2:25-35

I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde: „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.” Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”