Lukasevangeliet 1:1-26

Lukasevangeliet 1:1-26 BPH

Højtærede Teofilus! Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om. Dengang Herodes regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene. En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, og det gjorde ham skrækslagen. „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft, allerede før han bliver født. Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. Johannes vil træde frem i profeten Eliasʼ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.” „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?” Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!” Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket. Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder. „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.” Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa

Gratis læseplaner og andagter relateret til Lukasevangeliet 1:1-26

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik