Klagesangene 3:17-24

Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til. Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig. Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte. Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret. Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved: Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed ikke brugt op. Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen. „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”