Johannesevangeliet 3:22-36

Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt. Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.) En dag kom Johannesʼ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!” Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. Bruden tilhører brudgommen – men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.” Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.