Johannesevangeliet 12:20-50

Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere, som var kommet langvejsfra. De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det. Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig. Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!” Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!” Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø. „Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er denne ‚Menneskesøn’?” Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.” Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne. Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. Således opfyldtes profeten Esajasʼ ord: „Herre, hvem troede på budskabet? Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?” Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajasʼ bog: „Han har dækket deres øjne til og tillukket deres hjerter, så de intet ser eller forstår og ikke vender sig til mig, så jeg kan helbrede dem.” Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messiasʼ forunderlige storhed. Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud. Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”