Johannesevangeliet 12:1-11

Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede – den mand, han havde opvakt fra de døde. Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. Maria havde en flaske med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft. Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: „Den olie var en formue værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den. „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. De fattige har I jo altid hos jer – men mig har I ikke altid.” Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud – ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.