Hebræerbrevet 5:1-9

De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. Derfor måtte de bringe forsoningsofre både for folkets synder og deres egne synder. Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham: „Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.” Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.” Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt. Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse.