1. Mosebog 18:1-15

Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden. „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de. Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne. „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!” Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?” Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!” Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.