Daniels Bog 2:1-23

I sit andet regeringsår havde Nebukadnezar nogle drømme, der gjorde ham så urolig, at han ikke kunne sove. Han sammenkaldte da alle sine astrologer, præster og vismænd og bad dem fortælle, hvad han havde drømt. „Jeg har haft en foruroligende drøm,” forklarede han, „og jeg falder ikke til ro, før jeg forstår, hvad den drejer sig om.” „Deres Majestæt længe leve!” sagde de alle sammen på aramæisk. „Fortæl os drømmens indhold, så skal vi nok forklare Dem dens betydning.” „Nej!” svarede kongen. „Hvis I ikke fortæller mig både drømmen og dens betydning, bliver I skåret i småstykker og jeres huse jævnet med jorden. Men hvis I kan fortælle mig drømmens indhold, og hvad den betyder, vil jeg til gengæld overøse jer med gaver og hædersbevisninger. Kom nu i gang!” „Hvordan kan vi fortælle Dem, hvad drømmen betyder, hvis De ikke vil fortælle os, hvad drømmen handler om?” protesterede vismændene. Da udbrød kongen: „Hør, I er kun ude på at trække tiden ud med den slags omsvøb. I ved jo godt, at jeg ikke er bange for at gøre alvor af min trussel. Sig mig nu, hvad jeg drømte, for det er kun på den måde, jeg kan være sikker på, at I virkelig kan tyde den.” „Men, Deres Majestæt,” indvendte de, „der findes ikke det menneske på jorden, som kan gøre, hvad De forlanger! Aldrig har en konge krævet noget lignende af en drømmetyder! Hvad De forlanger, er en umulighed! Ingen uden guderne kan vide, hvad De har drømt, og guderne bor ikke blandt dødelige mennesker.” Deres svar gjorde kongen rasende, og han befalede, at alle vismænd i Babylonien skulle henrettes. Dødsdommen blev bekendtgjort over hele landet, og der blev sendt mænd af sted for at lede efter Daniel og hans tre venner, så de også kunne blive henrettet. Daniel henvendte sig da med kloge og velovervejede ord til Arjoch, chefen for kongens livvagt, som havde ansvar for henrettelsen. „Hvorfor har kongen udstedt en så hård befaling?” spurgte han. Arjoch forklarede ham så, hvad der var sket. Daniel gik straks ind til kongen og lovede, at hvis tidsfristen blev forlænget, ville han tyde drømmen. Derpå gik han hjem og fortalte sine tre venner, Hananja, Mishael og Azarja, hvad der var sket, og han anmodede dem om at bede Himlens Gud om nåde. Kun hvis Gud åbenbarede kongens drøm for dem, kunne de og de øvrige vismænd undgå at blive henrettet. Samme nat viste Gud i et syn Daniel, hvad kongen havde drømt. Da priste Daniel Himlens Gud og sagde: „Priset være Herren for evigt. Han har al visdom og magt. Tiderne er i hans hånd. Han indsætter og afsætter konger. Han giver visdom til de vise og klogskab til de kloge. Han åbenbarer dybe hemmeligheder. Han bringer lys over alle ting og afslører, hvad der gemmer sig i mørket. Jeg takker og priser dig, mine fædres Gud, for du har givet mig visdom og styrke. Du har gjort, hvad vi bad om. Du har åbenbaret kongens drøm for mig.”