Ecclesiastes 3:1-14

Alt i livet har sin egen tid: Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at høste, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at bryde ned og tid til at bygge op, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at dænge sten på en mark og tid til at samle dem, tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne, tid til at finde og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at kassere, tid til at flænge og tid til at lappe, tid til tavshed og tid til tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. Hvad har man så ud af alt sit slid? Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave. Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.

Prædikerens Bog 3:1-14