I Corinthians 13:2-13

Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære, men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig. Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed. Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde. Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed. Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.

1. Korinterbrev 13:2-13