Højsangen 8:1-14
Højsangen 8:1-14 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Gid du var mig som en Broder, som den, der diede min Moders Bryst! jeg skulde finde dig paa Gaden, jeg skulde kysse dig; og de skulde ikke foragte mig. Jeg vilde lede dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus, du skulde lære mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattræs Most. Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig. Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! hvi ville I vække, og hvi ville I forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil? Hvo er hun, som drager op af Ørken, støttende sig til sin elskede? Jeg vækkede dig under Æbletræet; der fødte din Moder dig, der fødte hun, som bar dig. Sæt mig som et Segl paa dit Hjerte, som et Segl paa din Arm; thi Kærlighed er stærk som Døden, Nidkærhed er haard som Dødsriget, dens Gløder ere brændende Gløder, en Herrens Lue. Mange Vande kunne ikke slukke Kærligheden, ej heller Strømme overskylle den; om nogen vilde give alt sit Hus's Gods for Kærlighed, man vilde dog foragte ham. Vi have en liden Søster, og hun har ikke Bryster; hvad skulle vi gøre ved vor Søster paa den Dag, da der bejles til hende? Dersom hun er en Mur, da ville vi bygge et Hus af Sølv over hende; og dersom hun er en Dør, da ville vi lukke for hende med Cederfjæle. Jeg er en Mur, og mine Bryster ere som Taarne. Da blev jeg i hans Øjne som hun, der finder Fred. Salomo havde en Vingaard i Baal-Hamon; han overgav Vingaarden til Vogterne, at enhver af dem skulde bringe ham for dens Frugt tusinde Sekel Sølv. Min Vingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; de tusinde tilkomme dig, Salomo! men de to Hundrede dem, som vogte dens Frugt. O du, som bor i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst; lad mig høre den! Fly min elskede! og vær lig en Raa eller en ung Hind paa de duftende Urters Bjerge.
Højsangen 8:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Hvis du havde været min bror, som havde diet ved min mors bryst, så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn, uden at nogen ville blive forarget. Så ville jeg have taget dig med til min mors hus, hende som oplærte mig, og have givet dig krydret vin og granatæblesaft.” „Han lagde sin venstre hånd under mit hoved og omfavnede mig med sin højre. Jerusalems unge piger, lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.” „Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken, lænet til sin elskede?” „Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget, og din mor fødte dig med smerte – dér vækkede jeg din lidenskab. Lad mig være så tæt på dig, som var jeg stemplet på dit hjerte, eller sad som en ring på din arm. For kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv: den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes. Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. Kærlighed kan ikke købes for penge, den, der forsøger det, får kun foragt.” „Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster. Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende? Stod hun imod fristelsen som en mur, ville vi ære hende med sølvsmykker. Men åbnede hun sig som en dør, ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.” „Jeg stod imod som en mur, og mine bryster er nu som tårne. Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred. Salomon havde en vingård i Baʼal-Hamon, som han overlod til forpagtere. De måtte hver betale tusind stykker sølv for at kunne få høsten af vindruer. Min ‚vingård’ tilhører mig, den bestemmer jeg selv over. Men jeg har givet den til dig, Salomon, og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker, men de, der har passet på den indtil nu, bør have tohundrede.” „Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have, mine venner vil gerne høre din stemme. Men lad mig være den, der får lov til det!” „Kom, min elskede, lad os springe af fryd som gazellen på de duftende bakkeskråninger.”