Gå til indhold

Romerbrevet 7:4-12 - Sammenlign alle versioner

Romerbrevet 7:4-12 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)

Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde – ved at lytte til Guds Ånd – i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav. Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

Romerbrevet 7:4-12 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)

Altsaa ere ogsaa I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, saa at vi tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: „Du maa ikke begære.“ Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. Altsaa er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.