Romerbrevet 2:17-29 - Sammenlign alle versioner

Del

Du, som er jøde, tror, at alt er i den skønneste orden, fordi du kender Guds lov, og du er stolt over at tilhøre Guds folk. Fordi du er blevet undervist i Guds lov, mener du, at du kender Guds vilje, og at du altid véd, hvad der er det rigtige. Du er overbevist om, at du kan vejlede de blinde og bringe lys til dem, der lever i mørket. Du søger at opdrage de umodne og undervise de uvidende, for du har jo adgang til al den visdom og sandhed, der findes i den jødiske lov. Men når du nu er sådan en god lærer, hvorfor tager du så ikke selv ved lære? Du prædiker, at man ikke må stjæle, men du stjæler selv! Du fordømmer andres utroskab, men hvad med dig selv? Du foragter dem, der dyrker afgudsbilleder, men er ikke bleg for at stjæle deres kostbare statuetter. Du er stolt over at have Guds lov, men du vanærer Gud ved at overtræde den. Du opfylder det ord fra Skriften, hvor der står, at Gud bliver vanæret ude blandt folkeslagene på grund af jer. At du er jøde og tilhører Guds folk, giver dig ingen fortrin over for Gud, hvis du ikke overholder hans lov. I så fald er du ikke bedre stillet end alle andre mennesker. Tværtimod! Hvis de andre gør det, som loven foreskriver, så burde de regnes for bedre jøder end dig. De, som ikke er jøder, men helt naturligt overholder lovens forskrifter, vil derfor have ret til at dømme dig, der overtræder loven, selvom du er jøde og véd alt om loven. Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til en sand jøde. At være sand jøde er en hjertesag, ikke en formssag. Den virkelige omskærelse foregår i hjertet. Det er en åndelig indvielse til Gud. Sande jøder søger anerkendelse hos Gud, ikke hos mennesker.

Men naar du kalder dig Jøde og forlader dig trygt paa Loven og roser dig af Gud og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, — du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler! Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! Thi „for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne“, som der er skrevet. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? Og naar den af Natur uomskaarne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aand, ikke i Bogstav — hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud.