Johannesʼ Åbenbaring 14:1-5
Johannesʼ Åbenbaring 14:1-5 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og jeg saa, og se, Lammet stod paa Zions Bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander. Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som af Harpespillere, der spillede paa deres Harper. Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden. Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det gaar. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.
Johannesʼ Åbenbaring 14:1-5 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter så jeg, at Lammet pludselig stod på Zions bjerg. Sammen med det så jeg 144.000, som havde Lammets navn og dets Fars navn skrevet på panden. Så hørte jeg en buldren fra Himlen, der lød som et mægtigt vandfald eller en vedvarende torden. Det var som en utrolig mængde af harpespillere, der spillede og sang foran Guds trone, de fire levende væsener og de 24 medregenter. Det var en ny sang, som kun de 144.000, der var blevet løskøbt fra jorden, kunne lære. Det er dem, som ikke er blevet urene ved at dyrke afguder. De er uskyldsrene som jomfruer. Det er dem, der følger Lammet, hvor det end går. De er løskøbt ud af menneskeheden som den første høst for Gud og for Lammet. Der kommer ikke et usandt ord fra deres mund, og der er intet at udsætte på dem.