Salmernes Bog 37:3-19 - Compare All Versions

Salmernes Bog 37:3-19 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)

Forlad dig paa Herren og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig; og forlyst dig i Herren, saa skal han give dig dit Hjertes Begæring. Vælt din Vej paa Herren og forlad dig paa ham, han skal gøre det. Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen. Ti for Herren og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som øver Underfundighed. Lad af fra Vrede og lad Heftighed fare, lad din Vrede ikke optændes, den er kun til at gøre ondt. Thi de onde skulle udryddes, men de, som bie efter Herren, de skulle arve Landet. Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt paa hans Sted, da er han borte. Men de sagtmodige skulle arve Landet og forlyste sig over stor Fred. Den ugudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen. De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed. Deres Sværd skal komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes. Det lidet, som den retfærdige har, er bedre end mange ugudeliges Gods. Thi de ugudeliges Arme skulle sønderbrydes; men Herren opholder de retfærdige. Herren kender de retsindiges Dage, og deres Arv skal blive evindelig. De skulle ikke beskæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes i Hungers Dage.

Salmernes Bog 37:3-19 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)

Bestræb dig på at leve ærligt og sandt. Sæt din lid til Herren og gør det gode. Så vil du opleve glæden fra Herren, og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker. Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder, stol på ham, så griber han ind. Bliver du udsat for falske anklager, vil Herren selv bevise din uskyld. Er der en synder, som klarer sig godt, skal du ikke blive sur over det. Sæt dig stille i Herrens nærhed, vent tålmodigt, så griber han ind. For selv om det ikke ser retfærdigt ud, skal du ikke fare op i vrede. De onde får deres straf engang, men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid. Glem ikke, at det snart er ude med de onde, går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke. Men de ydmyge har en fremtid i landet, de skal leve i fremgang og fred. Hvorfor er de onde så fulde af had? De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige. Men Herren ryster på hovedet ad dem, for han ved, at regnskabets time kommer. Intet kan åbenbart standse deres ondskab, de griber sværdet og spænder buen. De overfalder de svage og værgeløse og udrydder uskyldige mennesker. Men sværdet skal ramme deres egne hjerter, og deres buer skal brækkes itu. Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed frem for at få del i forbryderes overflod, for de onde vil uvægerligt få deres straf, men Herren velsigner de retsindige. Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden, for Herren er hos dem og hjælper dem. I vanskelige tider svigter han dem ikke, midt i hungersnøden sørger han for dem.