Filipperbrevet 3:1-8
Filipperbrevet 3:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
I øvrigt, mine Brødre, glæder eder i Herren! At skrive det samme til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for eder. Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen! Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Aand og rose os i Kristus Jesus og ikke forlade os paa Kødet , endskønt ogsaa jeg har det, jeg kunde forlade mig paa ogsaa i Kødet. Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig paa Kødet, kan jeg det mere. Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer, i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter Loven udadlelig. Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus
Filipperbrevet 3:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Venner, glæd jer over at tilhøre Herren! Jeg gentager gerne mig selv for at slå det helt fast for jer. Vogt jer for de ondskabsfulde mennesker blandt jøderne, der siger, at I skal omskæres for at høre med til Guds folk. Det er jo os, der er Guds folk, os, der tjener Gud i Åndens kraft og sætter al vores lid til, hvad Jesus Kristus har gjort for os og ikke til en religiøs baggrund og tradition. Skal vi endelig tale om religiøs baggrund, så er der næppe nogen, der har en bedre baggrund end mig. Jeg er født israelit og hører til Benjamins stamme. Alle mine forfædre er jøder, og jeg blev omskåret på ugedagen for min fødsel. Som farisæer var jeg fanatisk med hensyn til at overholde den jødiske lov, hvilket resulterede i, at jeg forfulgte de kristne. Jeg opfyldte alle reglerne til punkt og prikke. Men alt det, som jeg dengang mente, var så vældig værdifuldt, har jeg lært at regne for værdiløst på grund af Kristus. Ja, faktisk regner jeg alt det gamle for at være uden værdi, fordi jeg nu har noget langt bedre. Jeg har nemlig lært Jesus Kristus at kende som min Herre. Derfor har jeg taget afstand fra min tidligere religiøsitet og kasseret den som affald.