Filipperbrevet 1:3-8
Filipperbrevet 1:3-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Jeg takker min Gud, saa ofte jeg kommer eder i Hu, idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde, for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu; forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag, saaledes som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle, efterdi jeg har eder i Hjertet baade under mine Lænker og under Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere med mig om Naaden. Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med Kristi Jesu inderlige Kærlighed.
Filipperbrevet 1:3-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Hver gang jeg tænker på jer, fyldes mit hjerte med glæde, og når jeg beder for jer, gør jeg det med tak til Gud. I har jo været med til at sprede det glædelige budskab om Kristus lige fra det øjeblik, I tog imod det, og I gør det stadig. Det var Gud, som begyndte sit gode værk i jer, og jeg er overbevist om, at han også vil fuldføre det. Han vil fortsat arbejde med jer indtil den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen. Det er kun naturligt, at jeg tænker sådan om jer, for I har vist stor hengivenhed over for mig. Og I har stået sammen med mig, både når jeg har været i fængsel, og når jeg har forsvaret og begrundet det glædelige budskab om nåden. Gud ved, hvor meget jeg længes efter jer alle, og hvor højt jeg elsker jer med Jesu Kristi kærlighed.