Markusevangeliet 9:2-29 - Compare All Versions

Del

Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, saa at ingen Blegemand paa Jorden kan gøre Klæder saa hvide. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: „Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.“ Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: „Denne er min Søn, den elskede, hører ham!“ Og pludseligt, da de saa sig om, saa de ingen mere uden Jesus alene hos dem. Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstaa fra de døde. Og de spurgte ham og sagde: „De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?“ Men han sagde til dem: „Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.“ Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. Og straks studsede hele Skaren, da de saa ham, og de løb hen og hilsede ham. Og han spurgte dem: „Hvorom tvistes I med dem?“ Og en af Skaren svarede ham: „Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en maalløs Aand. Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.“ Men han svarede dem og sagde: „O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig!“ Og de ledte ham frem til ham; og da han saa ham, sled Aanden straks i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede. Og han spurgte hans Fader: „Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?“ Men han sagde: „Fra Barndommen af; og den har ofte kastet ham baade i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formaar noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!“ Men Jesus sagde til ham: „Om du formaar! Alle Ting ere mulige for den, som tror.“ Straks raabte Barnets Fader og sagde med Taarer: „Jeg tror, hjælp min Vantro!“ Men da Jesus saa, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Aand og sagde til den: „Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!“ Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde: „Han er død.“ Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op. Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?“ Og han sagde til dem: „Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.“

Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus. „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede. Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!” Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus. På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde. Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?” Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt. Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?” Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. Da folkemængden så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?” „Mester,” var der en, der råbte, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.” „Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” De førte drengen derhen, men så snart den onde ånd fik øje på Jesus, hev og sled den i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?” „Fra han var ganske lille,” lød svaret. „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os – hvis du kan!” „Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.” „Jeg tror!” råbte faderen. „Hjælp mig overvinde min vantro!” Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!” Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og mange mente, at han var død. Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene – og han blev stående. Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?” „Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,” svarede han.