Markusevangeliet 13:1-13
Markusevangeliet 13:1-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: „Mester, se, hvilke Stene og hvilke Bygninger!“ Og Jesus sagde til ham: „Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.“ Og da han sad paa Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: „Sig os, naar skal dette ske, og hvilket er Tegnet, naar alt dette skal til at fuldbyrdes?“ Men Jesus begyndte at sige til dem: „Ser til, at ingen forfører eder! Mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. Men naar I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det maa ske; men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. Men I, tager Vare paa eder selv; de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. Og naar de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligaand. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn; og Børn skulle staa op mod Forældre og slaa dem ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
Markusevangeliet 13:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da Jesus var på vej væk fra templet, udbrød en af hans disciple: „Mester, se engang på de smukke bygninger! Er det ikke nogle flotte sten?” „Jo, det ser smukt ud,” svarede Jesus. „Men det hele vil blive jævnet med jorden.” Lidt senere, da Jesus sad alene med disciplene på Olivenbjergets skråning lige over for templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas ham: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at alt er tæt ved afslutningen?” Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. Når I hører om uro og krigshandlinger rundt omkring, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der jordskælv og hungersnød. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.” Jesus fortsatte: „Vær på vagt! Man vil slæbe jer for retten og piske jer i synagogerne. I vil blive anklaget og stillet for konger og guvernører, fordi I tjener mig, men det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig, ja, det gode budskab skal forkyndes for alle folkeslagene, før afslutningen kommer. Når I bliver arresteret og slæbt for retten, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar. Sig bare det, som I får fra Gud, når øjeblikket er inde. Så er det nemlig ikke jer, der taler, men Helligånden. Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men de, der holder ud til det sidste, vil blive frelst.