Mattæusevangeliet 7:15-23
Mattæusevangeliet 7:15-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve. Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det raadne Træ bærer slette Frugter. Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. Altsaa skulle I kende dem af deres Frugter. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene. Mange skulle sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret!
Mattæusevangeliet 7:15-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Vogt jer for de falske profeter. De kommer forklædt som uskyldige får, men er i virkeligheden glubske ulve. Bedøm dem ud fra resultatet af deres handlinger, ligesom man bedømmer et træ ud fra dets frugter. Der vokser jo ikke vindruer på en tjørnebusk, og man finder ikke figner på en tidsel. Det er altid sådan, at et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårligt træ kan ikke bære god frugt. Ethvert frugttræ, der ikke bærer god frugt, bliver hugget om og brændt. Altså skal I bedømme dem ud fra deres frugter. Det er ikke alle, der omtaler mig som ‚Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje. På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‚Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’ Men jeg vil svare: ‚Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’