Lukasevangeliet 5:12-16
Lukasevangeliet 5:12-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han saa Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: „Herre! om du vil, kan du rense mig.“ Og han udrakte Haanden og rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!“ Og straks forlod Spedalskheden ham. Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men „gaa bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, saaledes som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!“ Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme. Men han gik bort til Ørkenerne og bad.
Lukasevangeliet 5:12-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han. Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.” Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.