3. Mosebog 22:1-16 - Sammenlign alle versioner

Del

Herren sagde til Moses: „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud. Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø. Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud. Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som har indviet dem til tjeneste. Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet. Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som har indviet dem til tjeneste.”

Og Herren talede til Mose og sagde: Sig til Aron og til hans Sønner, at de afholde sig fra Israels Børns hellige Ting og ikke vanhellige mit hellige Navn, naar disse hellige mig noget; jeg er Herren. Sig til dem: Hvilken som helst Mand i eders Slægter af al eders Sæd, der kommer nær til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren, og hans Urenhed er paa ham, han skal udryddes fra at være for mit Ansigt; jeg er Herren. Hvo som helst af Arons Sæd, der er spedalsk eller har Flod, han skal ikke æde af de hellige Ting, indtil han vorder ren; og den ikke heller, som rører ved nogen, der er uren formedelst Lig, eller den Mand, fra hvem der gaar Sæd, eller den Mand, som rører ved noget Kryb, som man kan blive uren af, eller ved et Menneske, som man kan blive uren af, hvad Slags Urenhed det end er; den Person, som rører ved det, skal være uren indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand. Og naar Solen gaar ned, saa er han ren, og siden maa han æde af de hellige Ting; thi det er hans Mad. Han skal ikke æde Aadsel eller det, som er sønderrevet, at blive uren paa det; jeg er Herren. Og de skulle holde det, jeg vil have holdt, og de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og dø derfor, naar de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem. Og ingen fremmed skal æde det hellige; den, som bor hos Præsten, og en Daglønner skal ikke æde af det hellige. Men naar Præsten har købt nogen for sine Penge til Ejendom, da maa denne æde deraf; og hver den, som er født i hans Hus, de maa æde af hans Brød. Men naar en Præsts Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da skal hun ikke æde af de hellige Ting, som ere en Gave. Men naar en Præsts Datter bliver Enke eller forskudt, og hun har ingen Afkom, og hun vender tilbage til sin Faders Hus, ligesom i hendes Ungdom, da maa hun æde af sin Faders Brød; men ingen fremmed maa æde deraf. Men æder nogen af det hellige uvitterlig, da skal han lægge den femte Del deraf dertil og give Præsten det tillige med det hellige. Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, dem, som de bringe til Gave for Herren, og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, naar de æde deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.