Jobs Bog 20:1-29
Jobs Bog 20:1-29 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde: Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre. Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand. Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden: At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik? Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen, saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han? Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten. Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere. Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage. Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham. Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge, vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane: Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham. Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug. Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham. Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk. Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig. Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke. Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods. Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig. Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham. For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham! Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham. Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham. Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt. Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham. Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag. Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.
Jobs Bog 20:1-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter tog Zofar til genmæle: „Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads, for det, du siger, er oprørende. Det er nemt nok at anklage os, men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig. Ved du ikke, at fra tidernes morgen, så længe der har været mennesker til, har de gudløses triumf været kort, og deres glæde kun varet et øjeblik? Selv om deres selvglæde når til himlen, og de går med næsen i sky, bliver de kastet bort som affald, og deres venner spørger, hvor de blev af. De forsvinder som en drøm, når man vågner, fordufter, som var det hele et synsbedrag. Deres venner ser dem ikke mere, aldrig vender de tilbage til deres hjemby. Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet, for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem. De gudløse dør og bliver lagt i graven, selv om de stadig var unge og stærke. De elsker smagen af synd, nyder den i fulde drag, lader den smelte langsomt på tungen, synker den med stort velbehag. Men i maven giver den voldsomme smerter, som var det slangegift, de havde slugt. Gud sørger for, at de kaster den op, den velstand de guffede i sig, kommer op igen. Men giften har gjort sin virkning, de går til som bidt af en slange. De kan ikke længere skumme fløden eller nyde en overflod af honning. De må aflevere deres uretmæssige bytte, får ikke glæde af det, de har ranet. For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse, overtog huse, som ikke var deres. Altid skrabede de til sig, men intet af det får de gavn af. De stjal, hvad de kunne få fat i, men den slags rigdom varer ikke ved. Midt i velstanden rammes de af ulykken, katastroferne regner ned over dem. Mens de sidder i fred og spiser, rammes de af Guds vrede, han lader slagene hagle ned over dem. De prøver at flygte for sværdet, men bliver ramt i ryggen af en pil. Når de trækker pilen ud, drypper spidsen af galde. Dødens rædsler står malet i deres ansigter, deres skatte ender i glemslens mørke. Guds ild fortærer dem, opbrænder alle deres ejendele. Himlens magter straffer dem for deres synd, jorden vidner imod dem. Guds vrede regner ned over dem, deres huse skylles væk af en flodbølge. Sådan er de gudløses skæbne. Det er Gud selv, der straffer dem.”