Jakobs Brev 1:19-25 - Compare All Versions

Jakobs Brev 1:19-25 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)

I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formaar at frelse eders Sjæle. Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; thi han betragter sig selv og gaar bort og glemmer straks, hvordan han var. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

Jakobs Brev 1:19-25 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)

Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred, for et menneskes vrede kommer i vejen for Guds vilje. Derfor skal I lægge alle urene tanker og onde handlinger bag jer og koncentrere jer om at give vækstbetingelser til det ord, som er plantet i jer, og som er i stand til at føre jer frem til det evige liv. I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det. Hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, som når I betragter jeres ansigt i et spejl. Lige så snart I vender ryggen til spejlet, har I glemt, hvordan I så ud. Men hvis I fordyber jer i frihedens fuldkomne lov, og bliver ved med at holde den for øje, bliver I ikke som dem, der hører og glemmer, men som dem, der hører og handler. Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.