Esajasʼ Bog 50:4-11
Esajasʼ Bog 50:4-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Den Herre, Herre har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækker hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte. Den Herre, Herre har aabnet mig Øret, og jeg var ikke genstridig; jeg veg ikke tilbage. Jeg hengav min Ryg til dem, som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt. Men den Herre, Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme. Han er nær, som mig retfærdiggør; hvo vil trætte med mig? lader os træde frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig! Se, den Herre, Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? se, de skulle alle ældes som et Klæde, Møl skal fortære dem. Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, og som adlyder hans Tjeners Røst? naar han vandrer i Mørke og har ikke Lysets Skin, skal han forlade sig paa Herrens Navn, ja stole fast paa sin Gud. Se, alle I, som optænde en Ild og omgive eder med Blus, vandrer I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I have tændt! Fra min Haand skal dette ske eder, i Smerte skulde I ligge.
Esajasʼ Bog 50:4-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren, min Gud, lærer mig, hvad jeg skal sige, så mine ord kan styrke de trætte. Hver morgen vækker han mig og giver mig indsigt i sin vilje. Herren, min Gud, har givet mig åbne ører, jeg lytter til ham og adlyder hans ord. Jeg kommer ikke med indvendinger eller dårlige undskyldninger. Jeg er blevet pisket, revet i skægget, spyttet i ansigtet, ja, hånet på alle måder. Men min Gud er med mig og hjælper mig. Han skuffer mig ikke. Derfor bliver jeg ved med at gøre hans vilje, for jeg ved, at det er umagen værd. Han, som står bag mig, er nær. Hvis nogen vil anklage mig eller modsige mig, så lad dem blot komme an. Hvem tør dømme mig skyldig, når min Herre og Gud står bag mig? De vil gå til som gammelt tøj, der bliver ædt op af møl. Hvis nogen iblandt jer har ærefrygt for Herren, så hør, hvad hans tjener siger. Når det ser sort ud, og I ikke kan få øje på nogle lyspunkter, så stol på Herren og bed ham om hjælp. Men de, som planlægger ødelæggelse, skal rammes af deres egne onde planer. De skal rammes af de pinsler, de har tiltænkt andre. Det vil Herren selv sørge for.