Esajasʼ Bog 46:1-13
Esajasʼ Bog 46:1-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Bel synker i Knæ, Nebo synker sammen, deres Billeder lægger man paa Dyr og Fæ; hvad I bare, læsses som en Byrde paa de trætte Dyr. De synke sammen, de synke i Knæ til Hobe, de kunne ikke undkomme med Byrden; men de selv maa gaa i Fangenskab. Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som bæres af mig fra Moders Skød af! Ja, indtil eders Alderdom skal jeg være den samme og bære eder indtil eders graa Haar; jeg har gjort det og skal fremdeles holde eder oppe, og jeg vil bære eder og lade eder undkomme. Ved hvem ville I ligne mig, eller med hvem ville I stille mig sammen? og hvem ville I maale mig med, at vi skulle være hverandre lige? De ryste Guld ud af Pungen og veje Sølv paa Vægten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knæ og nedbøje sig. De løfte den op, de bære den paa Skuldrene og sætte den paa dens Sted; der staar den, den viger ikke fra sit Sted, vil nogen end raabe til den, skal den dog ikke svare, den kan ikke frelse nogen af hans Nød. Kommer dette i Hu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte! Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg, jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det. Hører mig, I, som ere stolte i Hjertet! I, som ere langt fra Retfærdighed! Jeg har ladet min Retfærdighed komme nær til, den er ikke langt borte, og min Frelse tøver ikke; jeg vil give Frelse i Zion og min Herlighed over Israel.
Esajasʼ Bog 46:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Babylons afguder Bel og Nebo skal bøje sig og falde til jorden. De skal løftes op og læsses på trætte lastdyr. Guderne bliver besejret og må bøje sig. De kunne ikke bære deres ansvar og redde deres tilhængere, men bliver selv ført bort som fanger. Herren siger: „Hør, I, som endnu er tilbage af Israels folk. Fra I blev født, har jeg løftet jer op og båret rundt på jer. Selv i jeres alderdom sørger jeg for jer. Som jeg bar jer før, vil jeg løfte jer op og bære jer hjem. Hvem vil I sammenligne mig med? Hvor finder I min ligemand? Folk tømmer deres punge for guldmønter og betaler en guldsmed med sølvmønter for at støbe dem en gud af deres eget guld. Så snart den er færdig, falder de på knæ og tilbeder den. De løfter den op på skulderen og bærer den af sted. Når de kommer hjem, sætter de den på plads, og der bliver den stående, for den kan ikke røre sig ud af stedet. Når de råber om hjælp, svarer den ikke. Den frelser ikke i nødens stund. Husk det, I frafaldne. Tag imod fornuft. Tænk jer om. Glem ikke, hvad jeg gjorde i gamle dage. For jeg er den eneste sande Gud. Der findes ingen som jeg. Jeg har fra begyndelsen af sagt jer, hvordan det vil gå. Jeg har for længst fortalt jer, hvad der vil ske. Det vil gå, som jeg har planlagt, for jeg gør, hvad jeg har besluttet. Jeg kalder på en rovfugl fra øst. Fra det fjerne tilkalder jeg ham, der skal udføre min vilje. Jeg taler, og så gør jeg, hvad jeg har sagt. Jeg planlægger, og så udfører jeg min plan. Hør her, mit selvsikre folk, som er langt fra at leve op til min standard. Jeg kommer i min godhed og frelser jer. Jeg lader ikke vente på mig. Jeg redder Jerusalem og lader min herlighed være over Israel.”