Esajasʼ Bog 14:3-14
Esajasʼ Bog 14:3-14 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle: Da skal du istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op! Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir, som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse. Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig. Cypresserne glæde sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os. Dødsriget her neden til bæver for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens mægtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner. Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven afmægtig som vi, du er bleven os lig! Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig. Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig!
Esajasʼ Bog 14:3-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for, vil de håne Babylons konge med sang: „Så er tyrannen færdig! Hans raseri er forbi! Herren har knækket den ondes scepter og brudt den gudløses herskerstav, han, som jagtede andre folkeslag, slog dem i sindssygt raseri med skånselsløse stokkeslag. Nu er der stilhed, nu er der fred. Hele jorden bryder ud i sang. Selv cypresserne glæder sig. Libanons cedertræer synger: ‚Du havde tænkt at fælde os! Men det var dig selv, der faldt!’ Hele dødsriget er på tæerne for at møde dig, når du ankommer. Hensovne dødninge rejser sig op, tidligere stormænd, konger og herskere. Som med én mund hilser de dig: ‚Også du blev afmægtig. Nu er du som os!’ Din herlighed endte i dødsriget, harpernes klang forstummede. Dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er larver og orme. Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, at du blev kastet til jorden, du store verdenserobrer. Du sagde til dig selv: ‚Jeg vil stige op til himlen, rejse min trone højt over stjernerne, indtage min plads blandt guderne på bjerget i det yderste nord. Jeg vil stige op til de øverste himle, komme på højde med den mægtige Gud.’