Esajasʼ Bog 10:1-34 - Sammenlign alle versioner

Del

Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn. Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag. Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr, og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs. Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag. „Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige. „Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus. Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria. Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?” Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri. „Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen. Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!” Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv? På grund af dit praleri vil Herren, den Mægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden. Lyset fra Israels Gud vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg. Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet, eller som når sygdom udtærer et menneske. Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem. Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud. Denne rest skal vende sig til den mægtige Gud. Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er enestående og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem. Han vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde. Derfor siger Herren, deres Gud: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang. Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.” Herren, den Mægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet. Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke. Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet. Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot! Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed. Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg. Men se! Herren, den Mægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner. Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Mægtige sine fjender.

Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser for at fortrænge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa være deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse! Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den Ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive? Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt. Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand. Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader. Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at ødelægge og at udrydde ikke faa Folk. Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe? Er det ikke gaaet Kalno som Karkemis? ikke Hamath som Arpad? ikke Samaria som Damaskus? Ligesom min Haand har ramt Afgudernes Riger, hvor der var flere Billeder end i Jerusalem og i Samaria: Mon jeg ikke, saaledes som jeg har gjort ved Samaria og dens Afguder, saaledes skal gøre ved Jerusalem og ved dens Afguder? Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt. Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth, sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem. Og det skal ske paa den Dag, da skulle de overblevne i Israel og de undkomne af Jakobs Hus ikke mere forlade sig paa den , som slaar det; men de skulle forlade sig paa Herren, Israels Hellige, i Oprigtighed. De overblevne skulle omvende sig, de overblevne af Jakob, til den vældige Gud. Thi om dit Folk, o Israel! er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm. Thi Fordærvelsen og det besluttede Raad skal Herren, den Herre Zebaoth, udføre, midt i hele Landet. Derfor, saa siger Herren, den Herre Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kæp over dig, paa samme Vis som Ægypterne. Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortære dem. Og den Herre Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han hævede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Ægypten. Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal sprænges for Fedmens Skyld. Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas. De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr. Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth. Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt. Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj. Se, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.