Hebræerbrevet 9:6-15 - Compare All Versions

Del

Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning. Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve. Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt. Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser, så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse. Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet.

Idet nu dette er saaledes indrettet, gaa Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, naar de forrette Tjenesten; men i det andet gaar alene Ypperstepræsten ind een Gang om Aaret, ikke uden Blod, hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, hvorved den Helligaand giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven aabenbar, saa længe det forreste Telt endnu staar, hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der baade Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, paalagte indtil den rette Ordnings Tid. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes paa de besmittede helliger til Kødets Renhed: hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Aand frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud? Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, maa faa den evige Arvs Forjættelse.