1. Mosebog 49:1-33
1. Mosebog 49:1-33 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage. Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader. Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke! Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng. Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd. Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen. Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel. Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op? Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod. Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk. Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon. Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene. Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener. Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer. Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af. Herre, jeg bier efter din Frelse! Gad — en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage. Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder. Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale. Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren. Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham. Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe. Fra din Faders Gud — og han hjælpe dig! — og fra den Almægtige — og han velsigne dig! — komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, Brysters og Moderlivs Velsignelser. Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres Velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre. Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte. Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem. Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager, i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom. Der have de begravet Abraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea. Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn. Der Jakob var kommen til Ende med at byde sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.
1. Mosebog 49:1-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover. Kom og hør, I Jakobs sønner, lyt til Israel, jeres far! Ruben, du min ældste søn, det første skud på stammen, ypperlig i rang og styrke, men uregerlig som havets bølger. Du mistede din forret som førstefødt, for du gik i seng med din fars kone. Hvilken skændig handling at vanære sin far sådan. Simeon og Levi, to alen af ét stykke, mænd af vold og vrede ord. Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere, i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov. Forbandet være jeres hidsighed, forbandet jeres vrede og vold. I bliver adskilt i Israel, spredt ud over landet. Juda, dine brødre vil juble, når du tilintetgør dine fjender. Ja, dine brødre skal bøje sig for dig. Juda er en løve, der vogter over sit bytte. Når han hviler sig, hvem tør da vække ham? Scepteret skal tilhøre Juda, og han skal have kongemagten, indtil den rette konge kommer, han, som alle folkeslag skal lyde. Han binder sit æsel til en vinstok og vasker sit tøj i druesaft. Hans øjne er mørkere end rødvin, hans tænder hvidere end mælk. Zebulon vil havne ved havet, hans land bliver hjemsted for skibe, det strækker sig helt til Sidon. Issakar er stærk som et æsel, han hviler sig mellem kvægfoldene. Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet og hvor frugtbart landet er, tager han villigt åget på skuldrene og arbejder hårdt for føden. Dan skaffer sit folk deres ret så godt som nogen af Israels stammer. Han er som en slange på stien, hugger i hestens hæl, så rytteren styrter. Åh Gud, du er vores redning! Gad bliver angrebet af omstrejfende bander, men han forfølger og udplyndrer dem. Asher får en overflod af afgrøder og kan levere til kongens hof. Naftali løber frit omkring, kommer gerne med smukke ord. Josef er som en vinstok, plantet ved kilden, hvis ranker spreder sig over muren. Han blev beskudt med bitterheds pile, hans modstandere behandlede ham hårdt, men han holdt sin bue med fasthed, hans stærke arme rystede ikke. Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud, og igennem det blev han en hyrde, en frelser for Israels folk. Din fars Gud er din hjælper, og den Almægtige velsigner dig med himlens velsignelser ovenfra og jordens velsignelser nedenfra, med ægteskabelige glæder og med mange børn. Den velsignelse, du får fra din far, overgår de ældgamle bjerges velsignelser og det, de evige høje kan tilbyde. Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved, på issen af fyrsten blandt brødre. Benjamin er som en ulv på rov. Han æder af sit bytte om morgenen og deler ud af sit overskud om aftenen.” Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen. Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kanaʼans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.