1. Mosebog 4:10-26 - Compare All Versions

1. Mosebog 4:10-26 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)

Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden. Og nu være du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand. Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Kraft; ustadig og flygtig skal du være paa Jorden. Da sagde Kain til Herren: Min Misgerning er større, end jeg kan bære. Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel. Men Herren sagde til ham: Derfor, hvo som ihjelslaar Kain, paa ham skal det hævnes syvfold; saa satte Herren for Kain et Tegn, at ingen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel. Saa gik Kain ud fra Herrens Ansigt og blev i det Land Nod Østen for Eden. Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok. Og for Hanok blev født Irad, og Irad avlede Mehujael, og Mehujael avlede Mathusael, og Mathusael avlede Lamek. Og Lamek tog sig to Hustruer, den enes Navn var Ada, og den andens Navn Zilla. Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem, som boede i Telte og vogtede Kvæg. Og hans Broders Navn var Jubal; han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte. Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Thubalkain, som kunstigen gjorde alle Haande skarpt Kobber- og Jerntøj; og Thubalkains Søster var Naama. Og Lamek sagde til sine Hustruer: Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, mærker min Tale! Om jeg har slagen en Mand ihjel, mig til et Saar, og en Dreng, mig til en Byld: da skal Kain hævnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange. Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Sæd i Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel. Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde Herrens Navn.

1. Mosebog 4:10-26 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)

Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Derfor skal du forvises fra agerjorden, som har drukket din brors blod. Den skal ikke længere give dig føden. Fra nu af skal du vandre hvileløst fra sted til sted.” Kain blev fortvivlet. „Den straf er ikke til at bære!” udbrød han. „Du jager mig væk fra mine marker og gør mig hjemløs. Du støder mig bort fra din beskyttelse, så enhver, der ser mig, kan slå mig ihjel.” Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod, som lå øst for Eden. Kain lå hos sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Enok. Kain grundlagde også en by og kaldte den Enok efter sin søn. Enok blev far til Irad, Irad blev far til Mehujael, Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek. Lemek tog sig to koner, Ada og Silla. Ada fik en søn, som fik navnet Jabal. Han blev stamfar til dem, der bor i telte og holder kvæg. Hans bror hed Jubal og blev stamfar til dem, der spiller på lyre og fløjte. Silla fik en søn, som blev kaldt Tubal-Kain. Han blev stamfar til dem, der smeder kobber og jern. Tubal-Kain havde en søster ved navn Na’ama. Lemek sagde engang til sine koner: „Ada og Silla, hør på mig, lyt til, hvad jeg siger! Jeg har dræbt en ung mand som hævn for et sår, en dreng som hævn for en skramme. Hvis Kain skulle hævnes 7 gange, så skal jeg hævnes 77 gange!” Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set, for – som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting.