Ezekiels Bog 47:1-23 - Compare All Versions

Del

Og han førte mig tilbage til Husets Dør, og se, der gik Vand ud under Husets Dørtærskel, imod Østen hen; thi Husets Forside vendte imod Øst; og Vandet løb ned forneden, ud fra den højre Side af Indgangen til Huset, Syd om Alteret. Og han førte mig ud ad Vejen gennem den nordre Port og førte mig omkring udenom hen til den ydre Port, den, som vender imod Øst; og se, der rislede Vand ud fra den højre Side af Indgangen. Der Manden gik ud imod Østen, da havde han en Maalesnor i sin Haand; og han maalte tusinde Alen, og han førte mig igennem Vandet, Vand til Anklerne. Og han maalte atter tusinde Alen og førte mig igennem Vandet, Vand til Knæerne; og han maalte atter tusinde og førte mig over, Vand til Hofterne. Og han maalte atter tusinde, da var det blevet en Bæk, hvilken jeg ikke kunde gaa igennem; thi Vandet gik højt, Vand til at svømme i, en Bæk, som man ikke kunde gaa igennem. Og han sagde til mig: Har du set det, du Menneskesøn! og han ledte mig og førte mig tilbage langs Bækkens Bred. Idet han førte mig tilbage, se, da stod der saare mange Træer ved Bredden af Bækken, paa denne og paa den anden Side. Og han sagde til mig: Dette Vand gaar ud imod det østre Grænseland og strømmer ned over den slette Mark og gaar ud i Havet ; naar det er ført ud i Havet, da blive Vandene friske. Og det skal ske, at alt levende, som vrimler over alt, hvor Bækken kommer hen, skal leve op, og at der skal være saare mange Fisk; thi naar disse Vande ere komne derhen, blive hine friske, og der bliver Liv over alt, hvor Bækken kommer hen. Og det skal ske, at der skal staa Fiskere ved Siden deraf, fra En-Gedi og indtil En-Eglaim skal der udbredes Fiskegarn, der skal være Fisk der efter sit Slags, som Fisk i det store Hav , saare mange. Men Sumpene derved og Grøfterne derved, de skulle ikke blive friske, de ere givne hen til Salt. Og ved Bækken, ved dens Bred, paa denne og paa den anden Side skal der opvokse alle Haande Træer med spiselig Frugt, der skal ikke falde et Blad af noget, og Frugten derpaa skal ikke faa Ende, hver Maaned skulle de bære ny Frugt, thi deres Vande gaa ud fra Helligdommen; og Frugten deraf skal være til Spise og Bladene deraf til Lægedom. Saa siger den Herre, Herre: Dette er Landemærket, efter hvilket I skulle tage Landet til Arv, for de tolv Israels Stammer; Josef skal have tvende Parter. Og I skulle tage det til Arv, den ene som den anden, efterdi jeg har opløftet min Haand paa at ville give eders Fædre det; og dette Land skal tilfalde eder som Arv. Og dette er Landets Grænse: Paa Nordsiden, fra det store Hav Vejen til Hethlon i Retning ad Zedad. Hamath, Berotha, Sibraim, som ligger imellem Damaskus's Landemærke og imellem Hamaths Landemærke, Hazer-Tikon, som ligger op til Havrans Landemærke; og Landemærket fra Havet af skal være Hazar-Enon, Damaskus's Landemærke, og i Nord imod Nord til er det Hamaths Landemærke; og dette er Nordsiden. Men paa Østsiden, imellem Havran og Damaskus og Gilead paa den ene og imellem Israels Land paa den anden Side, er Jordanen, fra Landemærket skulle I maale indtil det østre Hav; og dette er Østsiden. Og Sydsiden imod Sønden skal være fra Tamar til Kivevandet ved Kades, til Bækken ud imod det store Hav; og dette er Sydsiden imod Sønden. Og Vestsiden skal være det store Hav fra Landemærket indtil tværs over for Hamath; dette er Vestsiden. Og I skulle dele dette Land imellem eder, imellem Israels Stammer. Og det skal ske, at I skulle udlodde det til Arv for eder og for de fremmede, som opholde sig midt iblandt eder, og som have avlet Børn midt iblandt eder; og de skulle være eder som den indfødte iblandt Israels Børn, de skulle tage i Arv med eder midt iblandt Israels Stammer. Og det skal ske i den Stamme, hvor den fremmede opholder sig, der skulle I give ham Arv, siger den Herre, Herre.

Så førte manden mig tilbage til indgangen til tempelhallen. Og se, der sivede vand ud under den sydlige mur af templets indgangsparti, der jo vendte mod øst. Det løb videre i østlig retning syd om alteret. Han førte mig så ud gennem den indre og ydre nordport og rundt til den ydre østport, hvor jeg så en tynd strøm af vand komme ud på sydsiden af østporten. Han fulgte derefter strømmen mod øst med sin målestok i hånden, og jeg gik med ham. Da han havde målt 500 m, bad han mig gå ud midt i strømmen. På det sted gik vandet mig til anklerne. Så gik vi videre. Efter 500 m mere bad han mig igen gå ud midt i strømmen. Denne gang nåede vandet mig til knæene. 500 m længere fremme bad han mig igen gå ud i strømmen, og vandet nåede mig til hofterne. Efter endnu 500 m var strømmen blevet til en rivende flod så dyb, at jeg ikke kunne vade igennem den. Man var nødt til at svømme. „Du menneske, hvordan tror du, det skal forstås?” spurgte han. Derpå bad han mig komme op på bredden igen. Da jeg var kommet tilbage til bredden, så jeg, at der voksede en mængde træer på begge sider af floden. „Floden flyder østpå gennem ødemarken og Jordandalen til Det Døde Hav,” forklarede han. „Når den kommer derned, kommer der liv i Det Døde Hav. Overalt, hvor floden kommer hen, kan levende væsener trives. Det skal vrimle med fisk i Det Døde Hav, for når floden strømmer ud i det, bliver vandet forandret. Hvor som helst floden vælder frem, bliver der liv. Langs bredden af Det Døde Hav vil der stå fiskere, lige fra En-Gedi til En-Eglajim, og dér vil de lægge deres net til tørre. Det skal vrimle med alle slags fisk i Det Døde Hav ligesom fiskene i Middelhavet. Men sumpene og vandhullerne bliver ikke forandret, de er stadig fulde af salt. Langs flodbredden skal der vokse alle slags frugttræer. Deres blade falder ikke af, og de holder ikke op med at bære frugt. Hver måned bærer de nye frugter, for floden får sit vand direkte fra templet. Frugterne skal tjene til føde, og bladene til lægedom.” Herren, Israels Gud, siger: „Det følgende er retningslinjerne for, hvordan I skal opdele landet mellem Israels 12 stammer: Josefs efterkommere (dvs. de to stammer Efraim og Manasse) får dobbelt så meget land som de andre. De andre ti stammer skal have lige store landområder. Jeg lovede højt og helligt at give jeres forfædre landet, og derfor tilhører det jer. Landets nordlige grænse skal gå fra Middelhavet mod Hetlon, derpå videre gennem Lebo-Hamat til Zedad; fra Zedad videre mod Berota og Sibrajim, som ligger på grænsen mellem Damaskus og Hamat, til den når grænsen til Haurans slette ved Hatzar-Enon. Den nordlige grænse går altså fra Middelhavet til Hatzar-Enon med Damaskus inden for landets grænse og Hamat uden for. Den østlige grænse løber fra Hatzar-Enon i det nordøstlige hjørne til Haurans bjerg, hvorefter den slår en bue mod vest hen til Jordanfloden og videre sydpå til Galilæasøen. Derefter følger den Jordanfloden mod syd, hvor den adskiller Israel fra Gilead, og videre gennem Det Døde Hav til Tamar. Den sydlige grænse løber fra Tamar i sydøst til kilderne ved Meribat-Kadesh og følger så bækken, der udgør grænsen til Egypten, helt ud til Middelhavet. Mod vest giver grænsen sig selv: Fra landets sydvestlige hjørne følger den Middelhavet mod nord op til et sted, der er på højde med Lebo-Hamat, hvor nordgrænsen begynder. Dette område skal I fordele mellem Israels stammer. Det er jeres arvelod, som I skal dele med de fremmede, der bor iblandt jer. Hvis de fremmede har boet sammen med jer længe og har stiftet familie, skal de regnes for borgere i landet på lige fod med jer selv. Alle disse immigranter skal have krav på jord inden for den stammes område, hvor de nu engang bor.