5. Mosebog 32:1-20
5. Mosebog 32:1-20 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord! Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter; thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud Ære! Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig. Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, — en forvendt og vanartet Slægt. Skulle I gengælde Herren saaledes, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som har købt dig? han skabte dig og beredte dig. Kom i Hu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Ældste, og de skulle sige dig det. Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal. Thi Herrens Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod. Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten. Som en Ørn, der opvækker sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sine Slagfjedre. Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham. Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han aad Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den haarde Sten; han gav ham Smør af Køer og Mælk af Faar med Fedme af Lam og Vædre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin. Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud — du blev fed, blev tyk, fik Huld — og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. De gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke. Og Herren saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.
5. Mosebog 32:1-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Lyt efter, himmel og jord, livgivende er mine ord, forfriskende er min tale som dug i grønne dale. Om Herren jeg vil jer lære, så I lever ham til ære! Som en klippe er Herren urokkelig, en trofast Gud, helt uden svig. Men hans eget folk, åh, hvilken skam, vendte ryggen til og svigtede ham. Hvilken tåbelighed at begå, hvilken måde at lønne hans trofasthed på. Er han ikke jeres skaber og far, som har givet jer alt, hvad I har? Lad nu tankerne gå tilbage og husk på fortidens dage. Lad de, som er grånet af ælde, om tegn og undere fortælle. Da Herren fordelte jorden mellem folk fra syden til norden, satte han landenes skel med tanke på menneskers vel. Men Israel beholdt han selv. Det folk blev hans ejendom. Han fandt dem i ødemarken tom under ørkenhimlens brændende hvælv. Han vogtedʼ dem fra det høje, som man værner sit sårbare øje. Som en ørn, der skubber ungen ud af reden og spreder vingerne ud forneden, han løftedʼ sit folk på sit vingefang og bar dem fremad dagen lang. Herren ville selv dem føre, ingen fremmed gud fik lov dem at røre. De bosatte sig i landet med bakker og slugter og blev næret af markens og træernes frugter. Fra klippens spalter fik de honning på bord, de fik olivenolie trods den stenede jord. Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke, kød fra Bashans tyre, væddere og bukke. De høstede en hvede så fin, og dertil den blodrøde druevin. Israel blev forkælet og fed, opblæst og egenrådig derved. De forkastede deres Skaber og Gud, foragtede deres Frelsers bud. At de vakte Guds vrede rørte dem ikke, de forlod ham til fordel for nye skikke. De ofredʼ til dæmoner, som kun er tomhed, frugten af menneskers frygtsomhed. Til væmmelige afguder de sig vendte, nye guder, som fædrene ikke kendte. De glemte den Gud, som livet dem gav, skubbede ham ud i glemslens hav. Derfor må han støde sine egne børn bort – tænk at han skulle lide en så frygtelig tort! Herren siger: „Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker. De børn kan jeg ikke regne med mer. De lovede mig troskab og lydighed, men var falske og utro til stadighed.