Daniels Bog 9:24-27
Daniels Bog 9:24-27 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Der er halvfjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel. Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet være for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelægge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der være Krig, og hvad der af Ødelæggelser er bestemt. Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtoffer og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.
Daniels Bog 9:24-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren har tilmålt Jerusalem og Guds folk en periode på 70 gange 7 tidsenheder, så overtrædelserne kan ophøre, synden få ende, skylden blive betalt, en evig retfærdighed blive indført, det profetiske syn blive opfyldt, og den højhellige blive salvet. Hør nu godt efter! Fra det tidspunkt, da befalingen om Jerusalems genopbyggelse udgår, indtil den salvede leder kommer, vil der gå 7 gange 7 tidsenheder. Og i en periode på 62 gange 7 tidsenheder skal Jerusalem genopbygges med gader og torve midt i krisetider. Efter den periode bliver den salvede konge ryddet af vejen, tilsyneladende uden at have opnået noget, og en fremmed hersker og hans hær kommer som en mægtig oversvømmelse og ødelægger både byen og templet. Krig og ødelæggelse vil fortsætte indtil enden, sådan som Gud har bestemt. Herskeren vil indgå en aftale med en stor del af folket for en periode af 7 tidsenheder. Men når den halve tid er gået, bryder han aftalen og offerhandlingerne ophører. I stedet anbringer han et afskyeligt afgudsbillede i Guds helligdom. Men til den tid, som Gud har fastsat, vil den endelige dom udløses over hans ondskab.”